"Sølvbryllupstalen"
 

Historisk glimt: I 1926 ved 25 året for Vanløses indlemmelse i København holdt borgerrepræsentant Niels Rasmussen Møller en kærlig, men hudløs ærlig tale omkring ægteskabet mellem de to byer. Et ægteskab, hvori manden, København, bestemte.
Af Helene Holm, journalist.

 

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det ikke umiddelbart var med god vilje Vanløse lod sig indlemme i København for 100 år siden. Indlemmelsen var mere, som daværende borgerrepræsentant Niels Rasmussen Møller beskriver, et fornuftsægteskab, hvor brudgommen var København og bruden Vanløse.
Niels Rasmussen Møller

"Det var næppe alene af kærlighed at brudgommen København tilbød bruden Vanløse/Brønshøj sin hånd. Men bruden var jo heller ikke nogen overvættes skønhed. Så man hende fra en vis side fra Damhussøen, tog hun sig ganske godt ud, men betragtede man hende fra en anden side, var der ikke så overdreven meget stads ved hende. Udseendet var ganske som enhver anden almindelig landsbypiges. Nej, det der bevægede brudgommen var ganske sikkert ønsket om at få rådighed over hendes jordegods, der grænsede op til hans eget ...

Hvad bruden angik, så nærede hun heller næppe nogen brændende kærlighed til brudgommen. Han havde ikke altid overfor hende vist sig som en elskværdig og imødekommende nabo; men brudgommen var jo en smuk mand, der så vidt det skønnedes sad godt i det. Han havde et højt anset navn, der var kendt overalt ikke blot i vort land, men over den hele verden, og allerede Frederikd. 3. havde ved privilegierne af 24. juni 1661 stillet ham lige med adelen og- givet ham ret til at føre våbenskjold. Der var nok ved ham, der kunne blænde en landsbypige og lidt godtroende, som hun var, tvivlede hun ikke på, at når hun rakte ham sin hånd og gav sig ham i vold, så ville hun blive godt forsørget i enhver henseende. Som en fornuftig pige, så hun mere på den gode forsørgelse end på brændende kærlighed", skriver Niels Rasmussen Møller i talen.

Inden indlemmelsen blev en realitet blev der oprettet en indlemmelseslov eller ægtepagt, som Niels Rasmussen Møller kalder det.

Loven blev stadfæstet af kongen 3. april 1900, og den var klart mest fordelagtig for København.

Niels Rasmussen Møller beskriver pagten således:

"...Ægtepagten hvilede på en overenskomst mellem Københavns kommunalbestyrelse og Brønshøj og Rødovre Sogneråd. Det blev bestemt, at ægteparret skulle have fælles husholdning, men i øvrigt bo hver for sig. Manden skulle alene have rådighed over fællesboet, men konen skulle i hvert fald så længe, indtil manden havde sat sig ind i administrationen af hendes gods, have ret til at udpege to mænd (borgerrepræsentanter), som kunne forebringe hendes ønsker for manden".

 
Sølvbryllupstalen
Uddrag af borgerrepræsentant Niels Rasmussen Møllers manus til talen ved 25-året for indlemmelsen.
Kilde: Bydelshistorisk Arkiv
 

Underdanige Vanløse
I sølvbryllupstalen fortæller Niels Rasmussen Møller endvidere, at der allerede ved brylluppet mellem de to byer var misstemning.

"Talen for brudeparet blev holdt af daværende overpræsident Oldenburg, og jeg husker, at han lagde bruden på sinde, at hun nu var kommet ind i en gammel og anset familie, hvis historie gik århundreder tilbage. Dertil sagde brudens pårørende ingenting, ellers kunne de jo nok have gjort opmærksom på, at brudens familie var ikke så lidt ældre end brudgommens; thi medens han ikke kan regne sine aner længere tilbage end til det 12. århundrede, kan bruden regne sine tilbage til den grå oldtid. Så meget er imidlertid sikkert, at Vanløse eksisterede længe før Absalon byggede borgen Havn, og endelsen "løse" i vort bynavn tyder på, at Vanløse hører til de allerældste bosteder i Danmark. Men dette talte vi som sagt ikke om ved bryllupsmiddagen, og det ville jo også være dumt at vække misstemning hos brudgommen ved at prale med brudens ældgamle slægt".

København bestemmer
Ganske kort efter indlemmelsen viste det sig, at København var klar til at tage styret. Som noget af det første forlangtes det, at der blev anlagt kloakker i Vanløse, hvorefter det handlede om Ålekistevej.

"...du husker jo nok, at jeg har forpligtiget mig ved ægtepagten til at vedligeholde de offentlige veje gennem dine jorder; men sådan en vej som denneher Ålekistevej, den er alt for smal, den er jo kun 8-10 alen bred. Den skal mindst være 30 alen.

-Det er jeg så inderligt enig med dig i, sagde konen og hendes ansigt klarede helt op ved tanken om, hvorledes der nu ville blive bygget på hendes jord, når hun både fik kloak og en fin hovedvej midt igennem sin jord. Det var ikke langt fra, at hun forestillede sig, at manden nok ville flotte sig og lade vejen asfaltere.

Manden slog imidlertid straks koldt vand i blodet på hende, idet han sagde.

-Du må allerførst sørge for, at den jord, som er nødvendig til vejudvidelsen stilles gratis til rådighed. Når det er sket, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre ved vejen. Dette gik konen også ind på, og godtroende som hun var, tænkte hun, at når det nu hastede så stærkt med kloakken, så hastede det vel også med vejen", skriver Niels Rasmussen Møller.

Fra grøft til rendesten
 
Klik til sort foto
Godthåbsvej - den nuværende Jyllingevej - i 1907 ved Ålekistevejhjørnet
Men der kom til at gå år, inden istandsættelsen blev en realitet. Faktisk gik der mere end 20 år, og det var først, da Vanløse gik til politiet, istandsættelsen kunne tage sin begyndelse.
Selvom resultatet af istandsættelsen ikke blev som forventet, var Vanløseborgerne taknemlige.

"Istandsættelsen blev så som så ... Vejgrøfterne blev blot rykket ind til siderne og fik navneforandring, så de i stedet for vejgrøfter kom til at hedde jordrendestene, og det der blev lagt til kørebane blev kun fyldt med slagger. Vi bør imidlertid ikke være utaknemlige. Vejen er bedre nu end før, det bør vi skønne på. Og vi bør også skønne på, at vejgrøfterne har fået navneforandring; thi selvom der i vore øjne ikke er nogen forskel at se på en vejgrøft og en jordrendesten, så lyder dog rendesten mere bymæssig end vejgrøft ... nu er vi virkelig en del af storstaden København".

Istandsættelsen af Ålekistevej var ikke det eneste borgerne i Vanløse havde problemer med at få gennemført. Også mht. politi i gaderne, sporvognsindførelse og opførelsen af en skole gav anledning til problemer, mange diskussioner og lang ventetid. "Jeg talte med politidirektøren, men han mente, at enhel betjent til Vanløse måtte være alt for meget, uagtet Vanløse har en udstrækning som omtrent 1/7 af det gamle København. Politidirektøren mente, at det måtte være nok, når politibetjenten fra Utterslev en gang imellem aflagde et besøg i Vanløse.

I seks år måtte konen på ægte kvindevis liste og lirke sig frem førend det lykkedes at få en betjent med tjeneste udelukkende i Vanløse. Nu (1926) har vi som bekendt hele to betjente herude, og mere forlanger vi ikke nu", skriver Niels Rasmussen Møller.

Ingen skilsmisse
"Af det jeg har sagt, vil De kunne forstå, at det ikke altid har været så let for konen herude, som i dag står sølvbrud. Hun har også haft sine genvordigheder i ægteskabet. Men hvad der har pint, og den dag i dag piner sølvbruden allermest, det er de stadig større og større krav, som manden stiller til de voksne børn om bidrag til hans husholdning, Kommuneskatter kalder man jo disse bidrag.

Ved et sølvbryllup er det jo ganske naturligt, at det, der ligger sølvbruden mest på sinde er tanken om, hvordan børnene skal slå sig igennem og klare sig.

Børnene herude sukker og har længe sukket under de voksende skattekrav... desværre er det kun ny og forøgede skatter, der stilles dem i udsigt, og det kan derfor ikke forundre, om de ikke skulle prøve at få sølvbruden til at søge skilsmisse for så måske senere at knytte forbindelse med en anden nabo, nemlig Frederiksberg. Men derom vil sølvbruden ikke høre tale. Dels fordi hun er for stolt til at bryde sit givne ord, og dels fordi det er gået i dette ægteskab, som man kan betragte i andre, at selvom manden ikke behandler konen alt for hensynsfuldt, så holder hun dog af ham og hænger ved. Hun håber, de værste storme i ægteskabet nu er stridt, og at de næste 25 år må knytte ægtefællerne endnu nærmere sammen", slutter Niels Rasmussen Møller sin tale.

  Til top / Til artikler fra VanløseBladet

Opdateret d. 25-4-2004