"En fodboldhistorie"
 

Krop og sjæl. Vanløse Idræts Forening har en lang og broget historie bag sig. De sportslige resultater såvel som økonomien har svinget frem og tilbage siden foreningens start i 1921.
Af Per Jeppesen

VanløseBladets redaktion har forkortet Per Jeppesens indlæg.
Det er her bragt i sin fulde form.

 

Juli 1921
Det var 12-13 drenge, deriblandt Gunnar Grammer, fra Villabyerne på grænsen mellem Frederiksberg og Vanløse, der en juliaften i 1921 på grøftekanten i Grøndalsparken besluttede at stifte Vanløse Boldklub.

    Ved fælles hjælp fik de samlet penge sammen til en fodbold. Den første kamp spillede de mod nogle andre gutter fra Husum på banen for enden af Ålekistevej. Vanløse Boldklub vandt kampen 2-1, og begejstringen var stor! Efter kampen valgte man anfører og klubdragt - nemlig den, der spilles i den dag i dag: Hvid bluse og sorte benklæder.

Kampånden og fællesskabsfølelsen brændte stærkt. Alle lovede hinanden, at de ville møde op hver gang, der skulle spilles kamp og at denne gang skulle det lykkes: Denne nye klub skulle ikke visne som tidligere klubber i Vanløse. Der skulle senere komme tidspunkter, hvor drengene fra 1921 skulle blive mindet om deres fælles løfte.

Vanløse IF stiftes
Den første egentlige fodboldbane med målstænger blev på netop det sted, hvor Vanløse Idrætsparks entré-bane ligger i dag. Omklædning foregik hjemme, mens man ved kampe og stævner kunne benytte Møllehaven, der lå på hjørnet af Ålekistevej og Bogholder Allé, senere tjente Jernbanecaféen på Jernbane Allé dette formål. På trods af disse forhold kom der dog snart mange nye spillere ind i VIF, og allerede næste forår kunne der mønstres to hold.

I efteråret 1921 blev den stiftende generalforsamling afholdt, og der blev vedtaget love og valgt bestyrelse. Her blev det vedtaget, at idrætsforeningen skulle inkludere løb og boksning foruden fodbold. Altsammen under navnet Vanløse Idræts Forening. VIF blev således medlem af Dansk Amatør Bokse Union. Men det var først og fremmest fodboldspillerne, der slog sportsligt igennem og vandt en pokal. Det var i Veksø, hvorfra spillerne vendte hjem i triumftog med det første synlige bevis på, at deres anstrengelser og løfter til hinanden på grøftekanten i Grøndalsparken havde stået sin første prøve.

Hønsehuset
I 1928 forærede en rar murermester VIF et træningshus - et tidligere hønsehus. Medlemmerne malede huset, og ved en børnehjælpsdagskamp mod Hellas blev det indviet. Indtægter til klubben blev også dengang skaffet ved kontingent, lotteri og fester.

Festerne var dog et helt kapitel for sig selv. Når de unge spillere ville more sig, tog de ind til byen. Bestyrelsen gik så hændervridende rundt i Jernbanecaféens lokaler og ventede på, at der kom så mange, at et lille overskud kunne ventes. Dengang måtte der ikke sælges billetter ved indgangen. Det kontrollerede den eneste betjent i Vanløse dengang - en ældre korpulent og ret tørstig herre! Når Vanløses politi dukkede op ved et foreningsbal, gjaldt det om hurtigt at få sat en sjus hen foran ham, straks blev han i bedre humør og et mildere anstrøg kom over ham, - så vidste alle, at han ikke blandede sig i noget.

Med året 1928 var VIF blevet så konsolideret, at der blev stillet forslag om optagelse i KBU, hvilket blev vedtaget. Den 29/8 startede VIF mod Dalgas. VIF vandt 5-2, men banen på Lønstrupvej blev af naturlige årsager ikke godkendt til turneringskampe. Hjemmekampe blev derfor henvist til Fælleden. På de dage, hvor de to seniorhold begge var i ilden, fik VIF som regel klø - da det kneb med at stille fuldtallige.

De glade 30'ere
Mange drenge og juniores blev indmeldt i 1929. Formand Jesper Halberg var klar over, at fremtiden og redningen for klubben lå i ungdommen. I sæsonen 1929-30 havde VIF et meget fint drengehold, der vandt næsten alle kampe stort - drenge, som senere blev stammen på VIF's 1. hold.

VIF fik efter 10 års jubilæet tildelt en bane i Engdraget. Denne bane blev taget i brug af VIF den 31-10 1931 i kampen mod ØB, der vandt 4-1. VIF forlod således Vanløse efter 10 års forløb og vendte først tilbage i 1946. VIF fik nu sit store opsving med stor tilgang af både seniorer og drenge. Med 1. holdets 3. plads tændtes med ét håbet om at komme i A-rækken. I året 1934 vandt VIF så B-rækken, og klubben rykkede op i A-rækken. Den gode stemning så at sige snublede over en bagatel - over rekvisitforvalterens løn. Efter tre bevægede generalforsamlinger, der resulterede i, at hele bestyrelsen trådte tilbage i protest, kunne der trods alt konstateres en medlemsskare på 250 medlemmer.

Og med det første nummer af VIF's medlemsblad ved nytårsfesten i Jernbanecaféen var VIF nu for alvor en klub med de store muligheder og de små problemer "på tværs".

Bestyrelsen arbejder hårdt på at få anlagt en bane i selve Vanløse - og ved sæsonafslutningen er 1. holdet nr. 3 og Jesper Halberg og Willy Jensen hyldes med guldemblemet, som tak for mange års arbejde for VIF.

l samme periode indtræffer to store sportslige højdepunkter: Et kombineret FB/VIF-mandskab vinder en træningskamp over Frem med 4-2 og bemærk antallet af tilskuere: 4000! Herefter sommerpokalturneringen i 1941 mod 1908, som VIF vandt med hele 6-2. Videre til finalen mod KFUM der blev spillet i Emdrup. Efter en jævnbyrdig kamp tabte vi 1-2. En hæsblæsende og sammensat periode.

Tilbage i Vanløse
I 1945 indføres der boldtræning på Vanløse skole frem til søndag d. 14. april 1946, hvor Vanløse Idrætspark blev indviet. Dette år blev en milepæl i VIF's historie pga. jubilæet og tilbageflytningen til Vanløse. VIF havde nu to træningsbaner og en særskilt kampbane - til rådighed. Tilgangen til klubben af både seniores og yngre spillere voksede. Stadig venter VIF på det af kommunen bevilgede omklædningshus.

1946 er også det år, hvor VIF's økonomi efter en betydelig svækkelse nu var i stærk fremgang. Forhåbningerne lå nu velbevarede i det faktum, at med tre baner i den nye idrætspark skulle det være muligt at bringe klubben ud af Københavnsserien.

Juni 1948 kunne VIF så endelig indvie det nye klubhus med materialeskur. En tidligere tysk barak med varmt og koldt brusebad.

I turneringen 1948/49 blev førsteholdet nr. 3 i Københavnsserien, som vi vandt det følgende år. I den efterfølgende kvalifikations turnering gik det galt. Allerede i den første kamp blev vi slået af Herning 0-3 i Odense. Smerten blev desto større set i lyset af det tilløbsstykke, kampene var blevet. Vanløse Folkeblad havde arrangeret et ekstratog med 300 tilskuere fra Vanløse. Efter denne oplevelse spyttede ledere og spillere i næverne - indstillet på at gøre et nyt forsøg. Det mislykkedes desværre, hvorefter Børge Sørensen, der havde lagt sjæl og energi i trænerarbejdet valgte at stoppe.

Oprykning til 3. division
Det blev med overlegen sikkerhed, at VIF's 1. hold rykkede op i Danmarksturneringens 3. division. Vi havde nået vort foreløbige mål. En kamp fortjener her at få sin særlige omtale, nemlig kampen mod Viborg som blev afviklet Kr. Himmelfartsdag i Vanløse. Denne kamp, hvor Viborg af hele pressen var blevet udskreget som storfavorit blev vundet med 6-0 i overværelse af 6.000 tilskuere.

Oprykningn til 2. division
1953 var året, hvor vi i VIF med stolthed kunne glæde os over at få den første internationale spiller. Ejner Jensen blev udtaget til Alliancens hold mod det jugoslaviske hold Beogradski. Sæsonen 1954/55 blev sportslig set en meget stor fodboldpræstation. Som vinder af 3. division skulle vi fra efteråret rykke op i 2. division. Begejstringen var stor hos alle, der overværede den sidste kamp i Vanløse Idrætspark mod Vejen. Her vandt VIF 3-1. Med dommerens sidste fløjt blev alle vore spillere båret rundt i guldstol fra banen til klubhuset. Dette minde vil for de tilstedeværende blive stående for resten af livet. Succesen var kommet for at blive. I semifinalen mod Chang i landspokalturneringen tabte vi efter en lang række sejre med 1-0. At vi slog dem 4-0 kun 14 dage senere, viste os, at vi var langt bedre.

Økonomisk stod VIF særdeles stærkt med et tilskuerantal på 12.000, hvilket var ny tilskuerrekord på Ålborg stadion. Som tidligere nævnt var UK begyndt at få øjnene op for vore spillere. Dette resulterede i, at Ejner Jensen først blev udtaget til B-landsholdet mod Finland, herefter KBU's udvalgte hold mod Jylland og endelig til A-landsholdet mod Norge.

Det første år i 2. division lå vi lunt placeret som nr. 5 i forårsturneringen. Vor succes gennem de forløbne år havde nu sat sine mærkbare spor. Forbedringerne i idrætsparken og vores økonomis stadig opadgående kurve bevirkede, at medlemstallet var rekord stort ved udgangen af 1955 rekord: 1124 medlemmer. Dette kom især ungdomsafdelingen til gode, og placerede os med 21 deltagende hold i turneringen som en af Københavns største klubber.

Efter denne flotte entre i Danmarksturneringen med divisionsholdets indsats i årene 1951-55 kom der en nedgangsperiode. Intet varer evigt, og slet ikke idrætsstjerner, så da holdet, der havde bragt os i front, gik i opløsning, var reserven ikke plejet tilstrækkeligt til, at positionen kunne bevares. Slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne var en sådan forlængelse af de nærmeste foregående år, med meget middelmådige resultater i 3. division som en konsekvens.

Efter de magre år var det derfor dobbelt glædeligt, at året 1962 kunne gå hen og blive et af de helt store VIF-år. Ikke alene bragte året en flot 1. plads i 3. division, men ungdomsafdelingen mødte frem med flotte resultater, hvoraf det flotteste vel nok var sejren i KBU's drengepokalturnering. Henrik Jørgensen kom i forreste række blandt målmænd med kampe på B-landsholdet og reserve til A-landsholdet. 1963 var året, hvor Ejner Jensen rundede 300 førsteholdskampe; Ejner stoppede sin glorværdige karriere i 1964.

Vi nåede dog aldrig en fasttømret position i 2. division og heller ikke det store publikum. Året 1965 bragte os atter tilbage i 2. division og denne gang i rekordtempo. I de følgende fem år opholdt vi os konstant i 2. division, indtil skæbnen indhentede legen med ilden. Det mest stabile i denne periode var den konstante fare for at rykke ned i 3. division. 1967 var især interessant. Et stort internationalt navn Finn Laudrup fik sit gennembrud med deltagelse i samtlige landskampe og herudover med deltagelse på Nordens hold mod Sovjet.

De gyldne år
Perioden fra 1972 til 1976 må utvivlsomt betragtes som den største i klubbens historie. I denne periode lykkes det endelig for VIF at spille sig fra 3. division til 1. division.

Holdet præsterede det unikke at gå ubesejret gennem i alt 42 kampe, hvilket er en tangering af KB's rekord, der ligger mange år tilbage. Ikke alene lykkedes det for VIF at komme i 1. division. Det lykkedes samtidig i 1974 at vinde DBU's landspokalturnering. En pokalfinale, som sent eller aldrig vil blive glemt i VIF - nemlig Vanløses sejr over OB med 5-2. Det var tider dengang.   Avisudklip fra 1973
Avisudklip fra 1973
 

Vores hold var en rigtig god blanding af teknisk godt funderede og fysisk meget stærke spillere. Den sjældne evne til at fighte så det slog gnister var et kendetegn for holdet, idet de simpelthen nægtede at tabe!

VIF's succeshold 1974, vinder af 2. division og vinder af DBU's landspokalturnering: Det var først og fremmest træner Henning Westergård, Bo Strøm, Jørgen Bo Andersen, Bjarne Pettersson, Jan Madsen, Steen Madsen, Allan Lundgren, Tommy Kristiansen, Allan Jensen, Erik Eriksen, anfører Poul Søgaard, Jacob Rossander, Birger Mouritzen, Jan Pettersson. Med fhv. VIF formand, Kay Bergsler's ord: "Alt dette er fortid nu, men en tid som det er umuligt at slette i erindringsbogen", og heri har Kay Bergsler jo så ganske ret.

Ned og op i 80'erne
Optimismen fra jubilæumsåret 1981 kunne desværre ikke indfries. Første halvdel af 1980'erne blev nemlig til trængslernes år økonomisk som sportsligt. 1982 blev dog en meget stor sæson, hvor VIF i hele 29 runder var ubesejret og således placerede sig som nr. 1 og 2 hele sæsonen igennem.

I 30. runde gik det så galt. Vi tabte årets eneste kamp 0-3 mod Holbæk og endte sæsonen på en 3. plads. 1983 måtte vi ned i Danmarksserien. Øjeblikkeligt forstærkede vi 1. holdet med Jan og Bjarne Pettersson, Kenn Jacobsen og Fernando Olsen. Med Rossander, John Rasmussen og træner Kurt Huusfeldts hjælp blev der yderligere blæst høj optimisme ind i vores 1.hold, idet vi i 1984 suverænt vandt Danmarksseriens kreds 1 (med en meget ung Carsten Nielsen på holdet), efterfulgt af 1985, hvor vi vandt 3. division. Sportsligt rykkede VIF op og ned og op igen.

Ungdomsfodbold
Drengene i Vanløse har helt tilbage fra 20'erne spillet fodbold I VIF og op gennem tiden har tusindvis af Vanløsedrenge haft store oplevelser på VIF's baner og på de utallige rejser. Med et tilbageblik i ungdomsafdelingens nyere historie træder mange store præstationer frem i lyset.

I 1962 vandt 1. drenge pokalfinalen over KFUM, og i 1969 var det juniorernes tur til at vinde den eftertragtede pokal. Året 1977 ynglingenes og igen i 1978 var det juniorernes tur. Som et klimaks for perioden var 1975 det år, hvor Henrik Jensen - som den første VIF'er i mange år - blev udtaget til junior- og ynglingelandsholdet. For hele perioden kom det til at stå som eksponent for nødvendigheden af at rekruttere trænere, fra spillersiden. Tidligere havde træneropgaven ofte været varetaget af forskellige forældre. Med talentturneringen i 1969 og 1973 blev det disse år, der dannede grundlaget for VIF's sportslige succes i 70'erne. Fra og med 1980 oplevedes udviklingen som en "stabil nedtur". Det sidste store resultat var ynglingepokalfinalesejr på 3-1 over Frem. Fra dette hold var der 3 spillere på udvalgte hold under KBU.

Økonomiens nedadgående kurve gav sit gennemslag i forhold til så at sige alt fra træner, aktiviteter til sportslige resultater. Den hidtil stabile trænerstab forvandledes som økonomien i nedadgående retning. Organisatorisk undergik ungdomsafdelingen en mere og mere mærkbar forandring, hvor beslutningsprocessen tidligere havde haft sit udspring i bestyrelsen blev denne nu mere "vandret" og afdelings-isoleret. Trænerne måtte nu i højere grad alene forlade sig på deres egen vurdering. Som så i øvrigt kunne være god nok.

En anden ændring var at sponsorering fik et nyt ansigt, nemlig at forældrene på de enkelte hold fik direkte indflydelse på tildelingen af midler og muligheder. Alligevel bestod en række stabiliserende aktiviteter på trods af den svage økonomi. Først og fremmest St. Bededagsstævnet. Den årligt tilbagevendende tradition, der siden 1973 med venskabsklubberne fra Sverige, England og Tyskland (Lund Boys, Red White, B 1913, Esbjerg) blev årets store begivenhed. Disse arrangementer har haft den helt store og samlende indflydelse på ungdomsafdelingens trænere, ledere og spillere. Den anden store årlige tradition var det store indendørsstævne arrangeret af Odenseforeningen, B 1913. Afgjort vigtigt for holdene er, at rejseaktiviteterne på trods af alle forandringer generelt været forsøgt fastholdt.

Med indførelsen af folkeoplysningsloven i 1991 fik de økonomiske betingelser for at drive en ungdomsafdeling i VIF endnu et dyk. Konsekvenser var, at VIF fra 1991 og fremefter kunne tilbyde ungdomstrænerne ca. halvdelen af, hvad de tidligere var blevet tilbudt. Men tiden læger alle sår - og heldigvis for det. Tilgangen af ungdomsspillere fortsatte, så klubben den dag i dag har brug for alle de trænere, den kan skaffe. Efter det seneste års resultater med miniputternes pokalfinale, juniorernes sejr i deres række og ynglingenes avancementchance ser det ikke så sort ud for VIF's ungdomsafdeling. Og fremtiden tegner lidt lysere! Senest er der sat et initiativ i gang med U21-træning; forhåbentligt starten på et egentligt struktureret talentarbejde.

Pigefodbold i VIF
Som noget nyt indledtes i 1980'erne en ny epoke i VIF med indførelsen af pige- og damefodbold.

Efter to orienterende møder i efteråret 1982, hvor mange interesserede piger og forældre mødte op, startede træningen den 22. november for 42 tilmeldte piger.

Klubben blev nærmest delt i to lejre for og imod kvindernes indmarch i klubben. I bestyrelsen genspejledes denne uenighed og endte med en forsøgsperiode som kompromis. De første år blev af pigerne oplevet som en svær periode, hvor de kun lige blev accepteret. Herefter voksede der et korps frem af trænere og ledere, der entusiastisk tog fat på det store arbejde at udvikle pige/damefodbolden i VIF. I 1983 eksisterede der damehold og et pigehold. I 1988 var der 55 spillere i dameafdelingen. I opbygningsfasen lagde trænerne sig hurtigt fast på princippet om, at der skulle være tid, plads og rum til hygge og sociale aktiviteter. Nu var pigerne blevet fast inventar i VIF.

Sportsligt gik det stille og roligt fremad. I 1989 præsterede pigerne at have et hold i alle rækker - i alt 6 hold plus trænere - nu med i alt 80 piger. Og resultaterne begyndte for alvor at banke på. 1987 rykkede damesenior op i serie 1 og videre til Københavnsserien 1994. Med hele tre pokalfinale-sejre i 1988, 1990 og 1993 og med alle ungdomsholdene placeret konsekvent i den bedste række fra 1992, havde VIF-pigerne nu for alvor smidt barneskoene. Pigerne med taknemmelige, glad begejstring over at "nogle ville tage sig af dem" kulminerede nærmest sensationelt med topresultater som pigerækkevinder i KBUs bedste række 1991-94 og med juniorrækkevinder med oprykning i mesterrække 1992. Småpigerne blev DM 1995 og KBU-vinder 1994-95. I jubilæumsåret 1996 valgtes for første gang en aktiv damespiller ind i bestyrelsen.

Et mål fra Superligaen
Som sidste halvdel af 1980'erne formede sig for seniorafdelingen kan det i sandhed siges på denne måde: Lige ved og næsten vælter ingen mand af hesten!

I 1986 takker Henning Westergaard farvel til VIF efter en kæmpe indsats for klubben igennem en menneskealder. Jens Jørgen Schaksen overtager nu roret de næste syv år.

Energien var høj i klubben, og der var god fod på udgifterne, men de budgetterede indtægter udeblev. VIF manglede til stadighed den store hovedsponsor. Med ansættelsen af Hans Brun Larsen indledtes nu de sportsligt sjoveste år i lang tid for VIF. I de næste tre sæsoners forårskampe, kæmpede VIF for den efterstræbelsesværdige Superligaplads og i efterårssæsonen kæmpede vi for at overleve i kvalifikationsligaen. VIF's linedans blev nærmest legendarisk og fik sin kulmination i åndeløs spænding med afgørelsen i foråret 1991 en søndag mod B1913 med resultatet 0-0, efterfulgt onsdagen efter med 1-1 mod Brønshøj. Det er en historisk kendsgerning, at vi med blot et enkelt mål mere i en af de uafgjorte kampe havde været med i Superligaen. Så tæt var vi på!

Efterhånden startede en nedtur - både sportslig og økonomisk. Der blev nu snakket mindst 80% økonomi og max. 20% sport. Det eneste afgørende var nu atter engang det økonomiske spørgsmål. VIF lagde sig i selen for én gang for alle at tage den økonomiske udfordring op, hvilket helt og aldeles viste sig at være en umulig opgave at løfte.

Superligaen havde taget alt - simpelthen. Men hvor tæt vi i virkeligheden var på også at løse dette altoverskyggende problem kan denne historie fortælle: Jens Jørgen Schaksen befinder sig en søndag morgen på en fabrik kl. 6.30 i Ejby. VIF og Kanal 2 underskriver en samarbejdsaftale om lokal TV-transmission af alle VIF's hjemmekampe fra kvalifikationsligaen 1991. Desværre viste det sig, at TV2-aftalen ikke indeholdt de muligheder, vi havde fået på papiret og Divisionsforeningen aflivede aftalemuligheden pga. "TV2-aftalen": Rettighederne lå hér for en prioritering, - sådan! Samtidig havde VIF rettet henvendelse til en 300-400 virksomheder i Danmark omkring bandereklamer i Vanløse Idrætspark, hvis Kanal 2-aftalen var gået igennem. Så tæt var vi på en økonomisk gevinst på 500.000 - 1.000.000 kr. pr. år.

Den yderste kant
1991 var også 70-års jubilæumsår. Dagen markeredes med en kamp mellem stjerneholdet af VIF's eget pokalhold fra 1974. Ud af 15 mulige spillere fra dengang stillede VIF med 12. På Stjerneholdet spillede blandt andet Finn Laudrup. De gamle drenge trak cirka 500 tilskuere til Vanløse Idrætspark i øsede regn. Tempoet var stærk nedsat, men teknikken var mere eller mindre bevaret hos flere. Man kunne godt se, at de havde være gode engang. Med regnvejret blev VIF's nærmeste fremtid symboliseret klart. Ærgrelsen over den forspildte chance i foråret 1991 slap ikke sit tag i VIF. I 1992 startede en sand spillerflugt, og i løbet af de næste 2-3 sæsoner åbnes og lukkes svingdøren på klubbens førstehold - og den åbnede udad langt de fleste gange. Op mod 50 1. og 2. holdsspillere forsvandt fra VIF i løbet af de år. Den sportslige nedtur fortsatte, indtil VIF's bedste mandskab stillede op i Danmarksserien ved sæsonstart 1995. Nedturen de år gjaldt både senior- og ungdomsafdelingen, hvor der kun undtagelsesvist var gode resultater. Formand Finn Holm-Jørgensen læste skriften på væggen og satte ind med en skrap - men nødvendig økonomisk linie. Det var svært. Det skulle vise sig, at foreningen måtte helt ud på den alleryderste kant, før den med en kraftanstrengelse fik bragt sig i sikkerhed. Efter den dramatiske redningsaktion i december 1994 står det klart, at VIF i sit dyb stadig skjuler store ressourcer og fra sine omgivelser stadig kan regne med stor støtte. En æra med drømme om hæder, ære og Superliga er afsluttet - men VIF står foran en ny tid med nye muligheder og nye drømme.

De seneste år
Vanløse IF har i 90'erne sat en enestående danmarksrekord, nemlig ved at 1. herresenior var eneste hold i kvalifikationsrækken i hele rækkens levetid. Det blev hverken til op- eller nedrykning og efter at kvalen er flyttet til lokalunionerne har VIF stabiliseret sig i danmarksserien. Tilsvarende er damesenior rykket op i danmarksserien og damejunior spiller om DM.

VIF har fortsat godt fat i ungdommen og stiller hold i alle aldersgrupper, både for piger og drenge. Medlemsskaren er pt. ca. 750 hvoraf 450 er under 18 år.

Udover sporten arbejder VIF i øjeblikket hårdt med at forbedre rammerne på Vanløse Idrætspark og der er således stadig et projekt i gang ang. et kultur- og idrætsanlæg som indebærer væsentligt forbedrede rammer for hele idrætslivet i Vanløse.

Tillykke til bydelen som VIF er en del af på godt og ondt. En bydel som bl.a. på grund af sporten er kendt udover Københavns kommunegrænser.

  Til top / Til artikler fra VanløseBladet

Opdateret d. 25-4-2004