"En bydel uden by"
 

Sammenbragt. Grøndalskvarteret er en underlig størrelse. Det har en lang historie med udgangspunkt i en ældgammel landsby, og det er fordelt på to kommuner og fire postdistrikter - heraf langt hovedparten i Vanløse.
Vældig lokalpatriotisme.
(red.)

 


"Grøndal en Københavnsk bydel" - under denne overskrift gennemgår 'Arkiték Lokalguide'*) bydelens historie:
Grøndal ligger på skråningen fra højdedragene omkring Bellahøj ned mod dalen, hvor den tidligere Grøndalsåen bugtede sig. Oprindeligt var området en del af landområdet mellem landsbyerne, Vanløse, Brønshøj og Utterslev. Ned til åen lå overdrevsjordenen.

Grøndal er ikke som de fleste andre bydele, opstået omkring en eksisterende landsby, og det er årsagen til, at bydelen aldrig har fået nogen statistisk eller administrativ status.

I 1922 udskiltes bydelen som selvstændigt kirkesogn, og i 1928 blev en ny kirke bygget.
  Parti fra Godthåbsvej
Den stærke trafik igennem kvarteret
er det emne, som oftest står på lokalrådets dagsorden
 

Dens beliggenhed midt i den lave bebyggelse giver kvarteret et tilstræbt landsbypræg. Grøndals centrum og hovedstrøg er den pulserende Godthåbsvej.

Grøndals tilblivelse
Grøndalskvarteret voksede op i årene mellem Første og Anden Verdenskrig på arealer, som i 1901 var blevet indlemmet i Københavns kommune, hedder det videre. Væsentligt for selve planlægningen af Grøndalskvarteret var, at kommunen under borgmester Borup (1836 - 1903) opkøbte store grunde uden for byen.

Opkøbene stod i skærende modsætning til den boligpolitik, der blev ført i 1800-tallet, hvor kommunen solgte løs af udenbys jorder til privatvirksomhed.

Resultatet af disse bestræbelser var skræmmende, og det stod efterhånden klart, at kommunen måtte ind aktiv byplanlægger i yderdistrikterne. Opkøbene repræsenterede et oprigtigt kommunalt ønske om at få hånd i hanke med udviklingen med Borup i spidsen. De kommunale opkøbs betydning demonstreres i Grøndal, hvor bebyggelsen øst for Godthåbsvej er opført på kommunale grunde, vest for på private udstykninger.

Allerede i slutningen af 1800-tallet havde hygiejnikere set sammenhængen mellem boligforhold og sundhed, og agiteret for sunde boliger med med lys og luft.

Resultatet var i første omgang en oprettelsen af en række boligforeninger, hvoraf B&W arbejdernes boligforening fra 1865 var den første. Også Grøndals Haveboligforening er et resultat af denne boligpolitik - og i øvrigt også den første, der i sin organisation forhindrede privat spekulation. Foreningen var for ubemidlede, og for eventuel gæld hæftede man solidarisk, ligesom al værdistigningsgevinst tilfaldt foreningen. At det er en menneskeret at bo ordentligt, og at boligen ikke bør være genstand for privat spekulation, var altså omsider en indstilling, der var ved at vinde indpas. I det mindste blandt socialt velstillede.

For at afhjælpe boligproblemerne, blev forskellige løsninger forsøgt. De mest fremskredne ideer indenfor boligområdet blev afprøvet i disse år, og Grøndal, der i denne periode var ved at blive udbygget, blev et prøveområde, et veritabelt boliglaboratorium.

Bl.a blev havearkitekter tilknyttet friarealer, og kommunen anlagde boulevarder med alletræer.

Mange forskellige bebyggelses- og boligformer blev repræsenteret i Grøndal, etagehuse, rækkehuse, dobbelthuse og enfamilieshuse, der gør bydelen til den mangfoldighed, man i dag kan opleve.

At Grøndals lokalpatriotisme også er større, end den man kan opleve i mange "rigtige" bydele er uomtvisteligt.

Grøndal har i dag således stik mod almindelig praksis i resten af København sit eget lokalråd, der bl.a. arbejder med at få indført nogle trafikreguleringer på den krydsende Ring 2.

 

*)Artikék Lokalguide: "Grøndal København",
   udgivet på Christian Ejlers' Forlag

  Til top / Til artikler fra VanløseBladet

Opdateret d. 25-4-2004