Fra udgivelsen:
"Stednavne i København og Københavns Amt"
Sokkelund Herred, Sjællandsdelen
Udgivet af Institut for Navneforskning ved Bent Jørgensen
C. A. Reitzels Forlag A/S
København 2006



VANLØSE
Vanløse er nævnt på skrift i pavebrevet til Absalon fra 1186, hvor det er skrevet: Huanloese. Men navnet er meget, meget ældre.

 





Pave Urbans III's brev til
ærkebiskop Absalon,
dateret 21.oktober 1186.
Pergamentdokumentet
befinder sig i Rigsarkivet.
Dokumentet måler 24 x 18,5 cm.

Gennem århundrederne har navnet været stavet på mange måder f.eks. Hwanløsa, Wanløse, Wandløse, Vanneløsse, Vandløse.

Forledet VAN-
har tidligere været forklaret som gammeldansk hwann for 'kvan, planten Angelica archangelica, Archangelica officinalis', men denne forklaring sætter Kr. Hald (Nudansk Ordbog) i 1953 spørgsmålstegn ved, da ordet mest bruges om en plante, der ikke forekommer i Danmark.
V. J. Brøndegaard nævner i 1979 i sin: Folk og flora "Den egentlige kvan med spiselige stængler er underarten Archangelica norvegica, som ikke findes i den danske flora". Det kunne naturligvis tænkes, at ordet hwann havde været brugt om en anden lignende plante, men der er ikke i dansk mindelser om dette ord, før det omkring 1700 indlånes i den norske form med kv- for oprindeligt hv-.

Der er derfor gode grunde til at tro på Kousgård Sørensens tolkningsforslag i "Danske sø- og ånavne" i 1978, hvor det gammeldanske Hwatn er navn på den forbipasserende Harrestrup Å.
Hwatn er en afledning af gammeldansk hwata =skarp, og oldislandsk hvatr =hurtig, rask, snar m.fl.
Et tilsvarende navn har tidligere været båret af Spangå i Elbodalen ved Fredericia og det må være med henblik på denne, at Kousgård Sørensen foreslår betydningen 'åen, som løber i den skarpt nedskårne dal'. For Harrestrup Å passer en sådan tolkning ikke. For begge åer er tolkningen snarere 'den hurtige', 'den raskt løbende'.

Efterledet -LØSE
er gammeldansk løsa eller urnordisk lausion med betydningen 'lysning, åben plads, slette, eng'.
I Den Store Danske ordbog står der om -løse, at det er blandt de ældste bebyggelsesnavne i Danmark, idet mange må dateres til de første århundreder efter Kristi fødsel. Da der ikke er danske navne af denne type i Danelagen i England, må endelsen være blevet uproduktiv før vikingetiden.


LANGSVADSDAM
Om vejstrækningen, der fører landevejen mellem København og Roskilde forbi sydenden af Damhussøen. Nævnes fra 1562 med forskellige stavemåder, f.eks. i 1640 Langveddams Bro og Dæmning.
Forleddet i navnet er i sig selv et stednavn, der må anses for at være et ældre navn på samme passage sammensat af l a n g og v a d 'vadested'.
Navnet er på et tidspunkt, antagelig i forbindelse med forbedring af vejforbindelsen, blevet sammensat med et nyt efterled, nemlig d a m = 'dæmning'. Senere - i 1800-tallet er dette navn blevet forstået, som det var sammensat med d a m = 'lille sø' og derved opfattet som alternativt navn på Damhussøen.

Damhussøen
Er nævnt på Matrikelkort i 1779 som Damhuus Søen.
Forledet Damhus er efter ejendomsnavnet Damhuset og efterleddet sø. Kaldes også Langvaddamsø og Rødovre Sø.

Rødovre Sø
Nævnes i Markbog 1682 som Røeoufre Søe. Er et andet navn for Damhussøen

Vad
Gammeldansk wath anvendes i betydningen 'vadested'.

Ovre Å
Det gamle navn for Harrestrup Å. Ovre Å er nævnt i 1275 som Awarthæha. Forleddet Ovre er det bebyggelsesnavn, som indgår i Hvidovre og Rødovre. Efterleddet Å = gammeldansk 'ha'.

Harrestrup Å
Tidligere kaldet Ovre Å. Harrestrup Å er nævnt på Generalstabskort i 1883. Åen har navn efter sit udspring ved Harrestrup.

Damhusåen
Nævnt i 1929 i Trap
Vedrører strækningen mellem Damhussøen og udløbet i Kalvebod Strand og indbefattes nu normalt under navnet Harrestrup Å.

Grøndalså
Nævnt på Generalstabskort 1916.
Forleddet Grøndal er efter navnet på et hus, det tidligere Kalthus, på Frederiksbergs grund ved Godthåbsvej.

Damhusengen
Nævnt på Politikens kort i 1953. Sammensat af navnet Damhussøen og efterleddet -eng. Betegner den nordlige, nu udtørrede del af Damhussøen.

Til top

Opdateret d. 14.6.2010