"Drachmann ved Damhussøen"
   VanløseBladet 28.aug.2001  
 

Romantisk: På Drachmanns tid lå Damhussøen ude på landet, omgivet af grønne marker. Men så fik storbyen for alvor vokseværk, og bredte sine fangarme til søen. I dag er den blevet en oase i stenbyen.
(red. VanløseBladet).

 


   

Spadserer man en tur langs Damhusdæmningen, kan man høre den konstante kværnen fra motorkøretøjerne ovre fra dæmningen ved Roskildevej. Og i horisonten ses stenkolosser alle vegne.

Men sådan var det ikke i 1890'erne, da vor berømte, danske digter Holger Drachmann sværmede med sin elskerinde Edith ved søen. I bogen "Forskrevet" fra 1891 indgår en scene, hvor bogens hovedperson en juninat drager ud for at feste ved søen i selskab med Edith og nogle fælles venner.

I samlet flok kører de i hestevogn fra en villa på Frederiksberg ad Roskildevej mod Damhussøen. Undervejs drager de forbi både haver, marker, landevejstræer og flade enge, og turen forekommer selskabet at være lang.

Så lang, at de i lutter begejstring over endelig at nå deres bestemmelsessted, danser euforiske rundt om den ved søen opstillede halvmilepæl.

Drachmann og Edith
Om Drachmanns beskrivelse af omtalte juninat ved søen er én selvoplevet hændelse, vides ikke.

Men uomtvisteligt er det, at Drachmann i en årrække havde et forhold til en kvinde kaldet Edith. Forholdet er et af de mest omtalte i litteraturhistorien, og i adskillige af sine værker har Drachmann selv brugt det som udgangspunkt for sin digteriske fantasi.

I løbet af sit liv nåede Drachmann at gifte sig og blive skilt igen flere gange.

Men at Edith, som han i øvrigt aldrig giftede sig med, betød noget særligt for ham, er der vist ingen tvivl om.

Peter Tiemroth beskriver hende i sin artikel "Da Drachmann gik en tur ved Damhussøen" fra bogen "Der var engang et Valby", ligefrem som den kvindeskikkelse, eller måske snarere den kvindedrøm, der var Drachmanns mest levende.

Men, fortæller Tiemroth videre, forholdet vakte forargelse blandt det københavnske borgerskab. Ikke alene var den gode digter gift, da han mødte Edith i Kehlets Pavillon i Allégade - det nuværende Lorry. Hun var også varieté-sangerinde, og den slags erhverv så det bedre borgerskab skævt til.

Bekendtskabet med Edith, som Drachmann mente at finde "folkesjælen" i, kostede ham både ægteskab og borgerskabets agtelse i mange år.

Men Drachmann var en både jaloux og besiddende elsker, hvilket gav anledning til mange sammenstød. Parret skiltes da også omkring århundredeskiftet, da Edith definitivt mistede tålmodigheden med den excentriske digter.

Excentrisk eller ej; Drachmann anses i dag for at være en af Danmarks største digtere.

Især kan vi takke ham for vor midsommersang "Vi elsker vort land", og hvem ved - måske ideen til sangen opstod under en spadseretur ved Damhussøen?

 Til top

Opdateret d. 7.12.2006