Klik til stort billede
Udsigt fra Bellahøj mod København   I.L. Ritter 1895

Grøndal, en bydel i København

Grøndalskvarteret ligger på skråningen fra højdedraget omkring Bellahøj ned mod dalen, hvor tidligere Grøndalsåen bugtede sig. Området var oprindelig en del af landområdet mellem landsbyerne, Vanløse, Brønshøj og Utterslev. Ned til åen lå overdrevsjorderne. Grøndal er ikke, som de fleste andre bydele, opstået omkring en eksisterende landsby, og det er årsagen til at bydelen aldrig har fået nogen egentlig administrativ eller statistisk status.

 
Klik til stort foto
Hulegården 1918
mange lokaliteter i Grøndal er
opkaldt efter de oprindelige gårde
 

I 1922 udskiltes bydelen som selvstændigt kirkesogn, og den nye kirkes (1928) beliggenhed midt i den lave bebyggelse giver kvarteret et tilstræbt landsbypræg. Grøndals centrum og hovedstrøg ligger på Godthåbsvej; her er de fleste butikker, skole, biograf, værtshuse og andre aktiviteter, som giver beboerne et tilhørsforhold til kvarteret.

Borups Allé danner bydelens geografiske grænse mod øst. Mod vest er grænsen mindre skarpt defineret, men omkring Randbølvej begynder folk at søge til butikkerne i Vanløse.

Grøndals tilblivelse

Grøndalskvarteret voksede op i årene mellem 1. og 2. verdenskrig på arealer, som i 1901 var blevet indlemmet i Københavns kommune.

En international byplankonkurrence, som kommunen afholdt i 1908 i forbindelse med indlemmelserne, kom til at danne grundlag for de store linier i bydelen.

Specielt 2. præmie forslaget, som var udført af ingeniør A. Bjerre, der senere blev kommunens stadsingeniør, fik betydning for kvarterets opbygning. Bjerre viser Godthåbsvej som hovedstrøg, og Sallingvej, Bellahøjvej, Hulgårdsvej og Hvidkildevej som hovedfærdselsårer. De store akser gennem Bellahøj og gennem Genforeningspladsen og et grønt område på toppen af bakkedraget er også vist i Bjerres forslag.

Også vinderprojektet af stadsgeometer Carl Strinz fra Bonn satte præg på dele af kvarteret. Strinz var påvirket af romantiske byplanidealer, som i forslaget udmøntedes i et sammensurium af slyngede vejforløb. Specielt i boligbebyggelsen Grøndalsvænge genfindes reminiscenser fra dette projekt.

Men væsentligst for planlægningen af Grøndalskvarteret var, at kommunen under borgmester Borup (1836-1903) opkøbte store grunde udenfor byen.

  Klik til stor tegning
Grøndal 1901 - området er
overdrev imellem lands-
byerne Vanløse og Brønshøj

Klik til stor tegning
Ingeniør Bjerres anden
præmie forslag til
konkurrencen om de
indlemmede distrikter

Klik til stor tegning
Stadsgeometer Carl Strinz'
første præmie projekt til
samme konkurrence
 
 
Klik til stort foto
Borgmester
L. C. Borup
(1836-1903)

Dette var en kovending i forhold til 1800 tallet, hvor kommunen solgte løs af de udenbys jorder til privat foretagsomhed. Resultatet var skræmmende og med overbebyggelsen på Gammelholm og i brokvartererne, stod det klart, at kommunen måtte ind som aktiv planlægger i yderdistrikterne.

Borgmester Borups politik vidnede om et hårdt tilkæmpet klarsyn, og også Den Store Konkurrence fra 1908 er udtryk for et kommunalt ønske om at få hånd i hanke med udviklingen.

De kommunale opkøbs betydning demonstreres i Grøndal, hvor bebyggelsen øst for Godthåbsvej er opført på kommunale grunde, vest for på private udstykninger.

På den kommunale del blev i mellemkrigsårene bygget nogle af de mest attraktive boligbebyggelser i København. Med socialdemokratiets politiske gennembrud i 20erne, belært af sociale tragedier fra lejekasernerne i brokvartererne efterlystes en ny boligpolitik.

Allerede hygiejnikerne omkring lægen Emil Hornemann i slutningen af 1800 tallet havde agiteret for sunde boliger med lys og luft - peget på sammenhængen imellem sundhedstilstand og boligforhold. Resultatet blev i første omgang oprettelsen af en række boligforeninger, hvoraf B&W arbejdernes boligforening af 1865 var den første. Men den langt senere Grøndalsvænge Haveboligforening (1911) var den første, som i sin organisation forhindrede privat spekulation. Foreningen var for ubemidlede, d.v.s. folk, der havde ret til optagelse i en statsanerkendt sygekasse. For eventuel gæld hæftede man solidarisk, og al værdistigningsgevinst tilfaldt foreningen.

Væsentligst for boligpolitikkens udformning i mellemkrigsårene var dog oprettelsen af de store kooperative boligforeninger. De havde bl.a. til formål at afhjælpe den katastrofale bolignød, som var opstået efter 1. verdenskrig. Med deres store potentiel og sociale sigte blev det disse selskaber, der funderede den relativt høje lejeboligstandard, som Danmark har i dag. Selskabernes byggerier finansieredes hovedsagelig gennem fordelagtige statslige og kommunale lån, der kunne nedbringe lejen.


Klik til stort billede
K.A.B.'s
første bomærke

 

Den indstilling var omsider ved at vinde indpas - i socialt indstillede kredse - at det er en menneskeret at have et godt sted at bo - at boligen ikke bør være genstand for privat spekulation.

 
Klik til stort billede
Tavle fra Københavns Kommunes
afdeling på den Baltiske Udstilling
i Malmø
 

Også Københavns kommune var opmærksom på boligproblemet.
På den Store Baltiske Udstilling i 1914 i Malmø gjorde kommunen i en analyse af boligforholdene rede for den Københavnske boligsituation, og for fremtidige nødvendige foranstaltninger.


Husvildebarakkerne var en nødløsning, det sociale byggeri en mere holdbar.
Men boligspørgsmålet var endelig blevet et offentligt anliggende.

Netop på dette tidspunkt blev udbygningen af Grøndalskvarteret påbegyndt. Borgmester Borups fremsynede jordpolitik lettede i høj grad vejen for en styret byudvikling med gode boliger til overkommelige priser.

 
Klik til stort foto
Husvildebarakkerne på Godthåbsvej, opført 1915 af arkitekt H.C. Andersen
- nu nedrevet

Og de nydannede boligselskaber forsøgte i samarbejde med tidens førende arkitekter at gennemføre de mest fremskredne idéer indenfor boligbyggeriet. Grøndal blev et prøveområde - et veritabelt boliglaboratorium, hvor nye bebyggelses- og boligformer - nye boligmønstre blev afprøvet. Som noget relativt ukendt for det mere anonyme byggeri blev tilknyttet havearkitekter til udformning af friarealerne, og kommunen anlagde de store veje som boulevarder med allétræer.

 


Klik til stort foto
 
Klik til stor tegning
 
 
Ivar Bentsens forsøgshus på Enebærvej,
opført 1929 af akademistuderende - eksperimentet bestod i forsøg med murforbandter. Ellers en noget gold purisme ?

 

Mange forskellige bebyggelses- og boligformer blev repræsenteret i Grøndal, etagehuse, rækkehuse, dobbelthuse og fritliggende enfamiliehuse, alle i mange varianter. Som inspirationskilde og som sammenlignings- og vurderingsgrundlag er her et enestående materiale til brug i den aktuelle debat om boligen og dens omgivelser.


Grøndal øst - Grøndal vest

Grundejerforholdenes indflydelse på byplanen og bebyggelsernes karakter kan tydelig aflæses. Grøndal-øst opførtes efter samlede og nøje detaljerede vej- og bebyggelsesplaner for fire store boligbebyggelser, nemlig Grøndalsvænge Haveboligforening (1914-1920), Bakkehusene (1921), Genforeningspladsen (1930-1932) og højhusbebyggelsen på Bellahøj (1951-1954). Disse bebyggelser danner sammen et fint organiseret bybillede med store fælles friarealer, pladser og boulevarder. I Grøndal-vest er vejnet og bebyggelse baseret på en mere tilfældig privat udstykning. Der savnes friarealer og store samlende træk i bybilledet. Bebyggelsen består af et broget opbud af private etageejendomme og fritliggende enfamiliehuse. Hist og her findes sociale boligbebyggelser og gode enfamilie-, række- og dobbelthuse.

Forskellen på Grøndal-øst og Grøndal-vest ses på Godthåbsvej.

På vejens østside er et nøje planlagt, gennemdetaljeret og levende gadeforløb med fine rumdannelser, men på vejens vestside ødelægges dette billede af en fantasiløs randbebyggelse, der gradvist har erstattet fragmenterne af den oprindelige, lave åbne bebyggelse.

 
Klik til stort foto
Grøndal øst ca. 1930
 

Godthåbsvejens østside kan aflæses som udtryk for kommunal fremsynethed, idealisme og begejstring, mens vestsiden repræsenterer en bebyggelsesform, hvor bygherrernes interesser i højere grad har været profit end kvalitet.

En tur gennem Grøndal

 
Klik til stort foto
Grøndalskirken 1979
 

Ved at gå eller cykle gennem kvarteret, kan man lære dets hovedstruktur og opbygning at kende. Man kan studere de forskellige boligformer og fornemme kvalitetsforskellen på de bevidst planlagte dele af kvarteret mod de mere tilfældigt opståede områder.

Den foreslåede tur gennem bydelen er ca. fem kilometer lang. Ruten er tilrettelagt således, at turen kan deles i to afsnit, et nordligt og et sydligt, begge med udgangspunkt fra krydset mellem Godthåbsvej og Sallingvej, hvortil man kan komme med buslinierne 2, 13 og 21.

Til top

Opdateret d. 11-3-2003