Ny stenskulptur på Damhusengen
forbinder Vanløse og Rødovre

Heerup-inspireret skulptur med svane
viser vej til Heerup museet

 


Indvielsen af "Heerup"stenen
21. nov. 2013

Stenen ligger klar til indvielse

Børnene fra Museets kunstskole var inviteret

Varm kakao er godt på en kølig novemberdag

- mere kakao


og taler


- her er det billedhugger
Henning C. Nielsen


og så skulle snoren klippes

og det i begge ender!

 
Ny stenskulptur i et samarbejde på tværs af Damhusengen
 

Kunstneren Henry Heerup forbandt med sine cykelture og sin kunst de to nabobyer Rødovre og Vanløse. Nu markeres det med en "Heerup-sten" på Damhusengen. Stenskulpturen, som i disse dage bliver hugget på Damhusengen ved opgangen til Rødovregaard og Heerup Museum, er en hilsen til den lokale kunstner som ikke alene igennem en halvt århundrede færdedes på engen, men som også malede engens træer, dyr og besøgende ind i sine kunstværker.

Det er stenhugger Henning C. Nielsen, der står for udførelsen. Stenen blev fundet på Damhusengen af gartnerne på stedet og er blot flyttet lidt så den får en mere fremtrædende placering. Projektet omkring den nye stenskulptur er baseret på frivillighed og fælles interesse på begge sider af engen for fortsat at udvikle og forbedre det fælles grønne rum.

Henning C. Nielsen er i sin bearbejdning af den hårde granit inspireret af Heerups livslange glæde ved engens og Damhussøens fugle, ikke mindst svanen. På stenen strækker svanen hals mod engen, mens bølgerne under den danner en pil, der peger op mod Heerup Museum. Forhåbentlig vil flere i fremtiden få øje på det lille lokale kunstmuseum der putter sig på bakken bag ved træerne og forlænge en dejlig gåtur på engen med en kunstoplevelse og en kop kaffe. Det er i hvert fald forhåbningen hos leder af Heerup Museum, Anni Lave Nielsen såvel som hos billedhugger Henning C. Nielsen, repræsentant for Enggruppen og Vanløse Lokaludvalg Per Stengade og gartner Per Simonsen, som alle er enige om, at Heerup og kunsten beriger oplevelsen af Damhusengen.

Hovedmotivet på den nye sten bliver en fin langhalset svane, men der er også andre sjove stenvæsener gemt rundt omkring. Dem må man ned på Damhusengen og rundt om stenen for at finde. Stenhugger Henning C. Nielsen er med i et fællesskab af billedhuggere som mødes omkring arbejdet i sten. Du kan se deres mange fine sten på granitten.org og skulle du få lyst til selv at prøve kræfter med hammer og mejsel så hører Henning gerne fra dig. Kontaktoplysninger finder du på gruppens hjemmeside.

Artiklen er fra VanløseBladet 12.11.2013 og gengivet med tilladelse. Den er skrevet af Anni Lave Nielsen.



 

Fotos fra arbejdet med at skabe skulpturen ved gartnerhuset



Per Simonsen, Vej & Park, og billedhugger Henning C. Nielsen
betragter stenen


Billedhuggeren i gang med arbejdet


Leder af Heerup Museet Anni Lave Nielsen fortæller børnene om motivet

Alle fotos kan klikkes op til stor størrelse.
Store fotos lukkes automatisk, når musen føres bort fra billedet.

 Til top

Opdateret d. 26.11.2013